Det er jo ikke usædvanligt at folk ligger i kø for at få en ny telefon eller et par sneakers. Så hvorfor ikke ligge i kø, hvis man har fundet sin drømmebolig, og der kun er 1 af dens slags? Det var i hvert fald den konklusion Jens og jeg kom til, da boligerne i Krøyer Hus, som er tegnet af Entasis, blev sat til salg i påsken 2017. Jeg var gravid med vores 2. barn, og selvom vi elskede vores lille kvistlejlighed på 5. sal, så ville vi gerne have lidt mere plads og tættere på jorden.

Den fælles gård med kig til daginstitutionen i stueetagen

Og hvordan skal man så sikre sig boligen, da der dengang var ’fair game’ med åbning for salg på et bestemt tidspunkt? Først i køen – først til mølle. Jens afbrød vores påskeferie i Jylland og tog et sent tog hjem, hvorefter han cyklede op til Carlsberg Byens Showroom midt om natten og lagde sig til at sove i kø i vores Christianiacykel – som den første i køen! Ved 4-tiden kom den næste, og da showroomet åbnede kl. 11.00 var køen rigtig lang. Men ventetiden betalte sig, og vi reserverede den bolig, som vi drømte om.

Da kælderen var i gang med at blive bygget

Vores bolig er 109 m2 brutto og er på papiret en 5-værelses bolig med 4 værelser, køkken alrum og to badeværelser. Vi har fravalgt et værelse mod gården, så vi i stedet får et større køkken-alrum.

Det som er særligt ved bebyggelsen, er snittet gennem bygningen: Under jorden ligger en offentlig p-kælder, i stuen ligger erhverv, en stor integreret daginstitution og rækkehusenes nederste etage. Fra 1. sal og op til 5. sal ligger lejlighederne. Vi bor i en lejlighed på 1. sal – hævet fra gaden – og vi føler ikke at folk kan kigge ind. Mod gården bor vi i ‘stuen’, da gården er hævet, vi har vores egen terrasse, og mine børn kan løbe direkte ud i gården (det er jo så både en fordel og ulempe). Vores genboer er rækkehusene i 3 etager, men kun 2 etager er synlige fra vores bolig, hvilket er en fordel ift. dagslys, når man bor så langt nede.

Kig til gården med rækkehusene til venstre og lejlighederne til højre

Boligens planløsning har mange fordele og kvadratmeterne er rigtig godt udnyttet. Vi valgte bl.a. denne bolig fordi:

  • Den lå på 1. sal mod gaden, men i ’stuen’ mod gården og med privat terrasse
  • Børneværelserne kobler sig direkte på alrummet, hvilket vi så som en fordel mens vi har små børn. (Vores børn bruger rent faktisk rigtig meget tid på deres værelser)
  • Soveværelset har eget bad og toilet, hvilket er en fantastisk luksus, men faktisk også praktisk, nu vi har to børn som skal på toilettet
  • Køkken-alrummet huser mange kvadratmeter. Særligt efter vi fravalgte værelse mod gården. 45 nettokvadratmeter er rigtig meget – og det er her vi lever vores hverdag
  • Placeringen i karréen er god. Vi ligger placeret på langsiden længst mod nord – vores bolig er øst-vest vendt, så vi får masser af sol på terrassen om sommeren – både om dagen og om aftenen
  • Krøyer Hus ligger på kanten mellem det gamle Vesterbro og op mod Humleby med de charmerende rækkehuse
  • Krøyer Hus er et af de byggerier i Carlsberg Byen, som er længst væk fra øvrige byggepladser
  • Fra vores hævede kan man gå direkte ned til et stort grønt område Østen For Humlen, som byder på stor legeplads og fodboldbane. Legepladsen er i dagstimer for den integrerede institution, som ligger i stueetagen, men uden for åbningstid, er det en offentlig legeplads.
Udvendig trappe som forbinder det grønne område med det hævede fælles gårdrum

Den søde ventetid

Da vi underskrev papirerne på vores nye bolig, var der 1,5 år til indflytning, men det gav os en kæmpe ro at vide, hvad vi havde i vente. Dermed også at vide at turen op til 5. sal med ét barn på armen, et andet i hånden, og et par indkøbsposer, ville få sin ende.

Vi brugte lang tid på at undersøge forskellige indretningsmuligheder, og vi gjorde os store overvejelser om til- og fravalg. Vi valgte at gøre følgende:

  • Vi fravalgte en væg i alrummet
  • Vi rettede vægge ud mellem de to børneværelser
  • Vi fravalgte at få monteret alle garderobeskabe, da vi ønskede andre løsninger (i dag står nogle af skabene i vores depotrum i kælder, så der er orden i al rodet)
  • Vi valgte en anden køkkenvask, så den blev hvid ligesom resten af køkkenet
  • Vi opgraderede hårde/hvidevarer (Man kunne kun opgradere hele pakken – dvs. 6 stk., som tæller køle/frys, opvaskemaskine, ovn, kogeplader, vaskemaskine og tørretumbler
  • Et andet gulv en standard eg – vi valgt rustik eg, som har mere spil i sig og flere knaster. Superpraktisk med børn som krummer, så man ikke ser det så tydeligt

En stor mobil køkken-ø

På salgsopstillingen er spisebordet placeret ud for køkkenet, men ved fravalget af væggen i alrummet, blev der plads til spisebordet foran det store vindue med masser af dagslys. Det er et naturligt samlingssted og vi bruger lang tid her – både når vi spiser, leger og laver kreative ting. Her betyder det meget, at der er et naturligt og godt dagslys fremfor midt i boligen.

Spiseplads ved det store vindue ud mod gården

Vi kunne godt se at det eksisterede køkken, ville blive for lille – både mht. skabsplads, men også ift. arbejdsplads. Vi designede derfor en mobil køkken-ø, og det er det møbel, som jeg er gladest for i vores nye hjem. Vi har lavet det af IKEA elementer og fronter fra Reform i Basis Design. Overfladen er linoleum i farven Olive, og den er både lækker at røre ved og passer smukt til vores varme egetræsgulve. Mod det eksisterende køkken har den 6 skuffer, hvor der i 3 af skufferne er flere udtræksskuffer til bestik, bageplader og køkkenredskaber – så 10 skuffer i alt. På bagsiden er der 3 overskabe med push open låger (40 cm dybe), og for enden er der et udhæng på 25 cm, så den kan bruges som bar. Vi har bygget øen oven på en spånplade med 9 hjul under for at klare vægten.

Mobil køkken-ø med fronter fra REFORM og skabe fra IKEA

Det er virkelig praktisk at have så stor en bordplade (100×205 cm) – både under madlavning, men også når man skal lægge tøj sammen, pakke gaver ind osv. Det ender selvfølgelig også med at den tit er fyldt med alt muligt, som ikke har fundet sin plads – f.eks. Jens’ skjorter 😊.

Da køkken-øen blev samlet af min svigerfar

Skriv en kommentar